The Golden Ratio – Kids Got Lost in Formalities
Skrevet af Helena Iris den 19. jan 2012 | 1 kommentar
The Golden Ratio er både et matematisk begreb, men også en musikkonstellation bestående af Jonas Villumsen, der tidligere har fungeret som sanger og sangskriver i det danske band Entakt, og den svenske sangerinde Lovisa Wanngren, der har optrådt tidligere under eget navn.
Albummet er optaget på en uge i et rum med kun et klaver, en guitar og få percussion-instrumenter. Dette kommer i den grad positivt til udtryk på EP’en ’’Kids Got Lost in Formalities’’.
Vi lulles langsomt i gang af en blød stortromme, der ligger en god, solid bund, dejlige stemmeharmonier og ikke mindst en folk-inspireret guitar der binder det hele sammen, og lader roen brede sig på åbningsnummeret ’’The Golden Ratio’. Nummeret har en romantisk lyd, og er afvekslende. Pludselig åbnes en musikalsk dør, og tempoet højnes en anelse, men kun for en smagfuld stund, hvorefter nummeret slutter præcist som det startede. Roligt, hvilket fortsættes på Lost in Formalities, som er EP’ens 2. nummer, tager afsæt i en halvmelankolsk guitarmelodi. Teksten indfanger øjeblikket. Dette gør sig gældende på hele albummet. Hvert nummer er hver sin egen indkapsling af øjeblikket. I dette nummer er Lovisas smukke, melankolske stemme i fokus. Dette nummer går lige i hjertet. Som en varm og samtidig sørgmodig omfavnelse på en kold regnvejrsdag.
Ved Keep Floating on The Surface bliver vi suget in i en pulserende rytme med en flydende guitar ind over, hvilket virkelig er en afveksling i forhold til de to foregående numre. ’’Keep floating on the surface, no need to touch the ground’’ som der så smukt synges, passer ufatteligt godt på lydbilledet. Nummeret har en enkel og fængende ramme, hvori der er mange detaljer at finde. EP’ens klart stærkeste nummer. The Morning After the Night Before (Alexander Blues) afrunder samlingen. Et ufatteligt stille, eftertænksomt nummer, der skærer I hjertet, og afslutter EP’en endnu roligere end den startede ud.
Alt i alt har The Golden Ratio formået at skabe et lille kunstværk, som førnævnt; en indfangelse af nuet som det er, både i sin skønhed og råhed. Konceptet med brugen af få instrumenter fungerer overraskende godt, og bliver på intet tidspunkt kedeligt, tværtimod. Det er en befrielse at lytte til noget så enkelt og atmosfærisk. Lovisas og Jonas’ meget karakteristiske stemme spiller godt sammen.
Soundtape ønsker derfor, at kreditere EP’en med 4½ stjerner. For at have opnået den sidste halve stjerne skulle der have været måske et enkelt nummer mere i stil med ’’Keep Floating on the Surface’’
Besøg The Golden Ratios BandBase
En kommentar - Klik her for at læse
Soundtape er et online musikmagasin som udelukkende fokuserer på nyheder og indlæg der omhandler musik. På sitet kan du finde nyheder, anmeldelser, interviews samt downloads. Derudover arbejder vi bredt med både mainstream og underground musik.
Musikken er gennemført fantastisk. Det er ikke mere end et par timer siden at jeg sad og hørte de dejlige toner strømme ud af min højtaler. Behagelig lyd, og så er dette en superfin anmeldelse!