Denne lille stribe særlige koncerter indeholder en dato i Danmark, nærmere bestemt i Store Vega i København.

Det er ved at være 2 år siden Kent sidst var albumaktuelle, og det var med det meget poppede udspil En Plats i Solen, der efter alt at dømme blev den sidste udgivelse i elektronisk stil, da Kent på den seneste single, 999, er vendt tilbage til deres rødder, nemlig guitarmusikken.

Koncerten kommer til at foregå torsdag d. 24. maj, og billetter kan købes via Billetlugen fra klokken 9 fredag.

Chester Bennington udtaler til MTV, at dette album fortæller utrolig meget om hvor bandet står lige nu. Han afslører også at Linkin Park i dette album har valgt at blande deres tidligere mere rockede/ nu-metal lyd, med deres nyere lyd fra albummet ”A Thousand Suns”

Linkin park har vundet 2 grammy awards og solgt mere end 50 millioner albums verden over. De blev kendte for at blande den alternative rock/ nu-metal med rapcore. Deres hidtil største hit er “In the end” som blev et af de mest spillede numre i 2001. Bandet består af Chester Bennington (forsanger), Mike Shinoda (rapper, rytmeguitar, keyboard), Brad Delson (lead guitar) Rob Bourdon (trommer), Dave Farrell (bas) og Joe Hahn (DJ).

Bandet har udgivet en single fra det nye album der kan høres her:

http://www.youtube.com/watch?v=zgEKLhvCCVA&feature=relmfu

Åbneren “Up On High” præsenterer en simpel og enkel side af Rossen, men der hersker ingen tvivl om, hvem du lytter til, og hvor det excentriske i Grizzly Bear kommer fra. Dermed virker “Up On High” som den oplagte åbner til denne perle af en EP. “Return To Form” byder på en mere Grizly Bearsk, grandiose opbygning uden at falme ind i en glans af rumklang, som tillader Rossen at rocke lidt.

Tematisk er pladen en historie om Rossens forhold til overbevisning og tro. Et perverst forhold til religion. Det bliver vist på det 4. track “Saint Nothing”, som kunne fortælle en historie, enhver kunne forstå, om så det var på et andet sprog. Dens dystre klaverlyd og ærlige vokal kan kreere en fortælling dem selv. Med dens eminente og tilbageholdende modspil mellem mol og dur, giver følelsen af noget midt-Beatles, og tilføjer noget ekstremt personligt til EP’en.

Daniel Rossen. En kunstner med yndefuldt håndværk og luftig skrøbelighed, giver følelsen af mættet romantik. En foranstaltning af intelligens.

Det, at Silent Time / Golden Mile er så kortfattet arbejder til fordelen, at numrene er så gennemførte. Intet unødvendigt påfyld er tilstede, bare for at få et højere track count. Silent Hour/ Golden Mile opnår præcis, hvad en debut solo EP fra en af genierne bag et af de mest anmelderroste indie albums de sidste par år bør. En påmindelse om Rossen‘s talent, der formår at fremvise sin pondus som solo artist, samtidig med at fans sulter efter mere Grizzly Bear.

Ulempen må siges at være ventetiden. Ventet og forventet. Albummet har jeg ventet længe på, og desværre har jeg forventet lidt for meget. Dermed har vi problemet: Mine forventninger. Jeg synes ikke, albummet har nok soul og r’n'b i sig. Det ville passe bedre til albummet som helhed. Vi har i øvrigt nok pop. Det trækker altså bare ned. Men, hvad kan man sige? Det er hvad det er, det er fint, det er bare middelmådigt pop. Jeg så mere i det og derfor synes jeg, det er okay, jeg er lidt skuffet. Vi kender alle “Ordinary Things” og “Drunk In The Morning”, det har vi gjort i noget tid nu, og det er der nok en grund til fra pladeselskabets side (var der nogen, der sagde hits?). De fremstår som de bedste numre på albummet. Ydermere er “Don’t Hurt Me This Way” og “Never Let Me Down” sange, jeg husker, og med sikkerhed vender tilbage til. Det trækker op!

Alt i alt, er det ikke sangene, der fejler noget, men produktionen. Produktionen er alfa og omega. Jeg anbefaler gerne albummet, men jeg anbefaler hellere og i højere grad, at man tager ud og oplever Lukas Graham live. Han har stemmen, han har bandet og han har altså også sangene! På scenen er der i hvert fald ingen, der kan punktere leveringen. Heller ikke en, ventet og forventet, lidt mislykket produktion, der havde mere potentiale i sig end “bare” pop.

Dagens offentliggørelser er britiske Bombay Bicycle Club, Eagles of Death Metal, Freja Loeb og den stærkt hypede Lukas Graham.

Med disse navne synes programmet komplet inden billetprisen stiger d. 1. april.

Festivalen, der startede ud som et endags-arrangement tilbage i 2010 med bl.a. Mew og Nephew på plakaten, har på rekordtid vist sig som en af de bedst bookede festivaler herhjemme, kunstnervalgene ofte er blevet kaldt for sikre af Northsides kritikere.

På plakaten kan nu ses:

The Asteroids Galaxy Tour
Bat For Lashes
Bombay Bicycle Club
Choir of Young Believers
Dúné
Eagles of Death Metal
Emeli Sandé
Freja Loeb
Garbage
The Gaslight Anthem
The Hives
James Blake
Justice
Kasabian
Kashmir
The Kooks
Little Dragon
Lukas Graham
Malk De Koijn
Miles Kane
Mumford & Sons
Noah & The Whale
Marina and the Diamonds
Noel Gallagher’s High Flying Birds
Oh Land, Snow Patrol
The Stone Roses
Turboweekend
When Saints Go Machine
The xx

De forgående plader har været præget af Max’ misbrug og had til omverdenen,
hvorimod man tydeligt kan høre at “Anarchy, My Dear” er en fortælling om hans frelse, og med et nyfundet velvære i stabilitet  befinder Say Anything sig strukket uden for deres sædvanlige veje på “Anarchy, My Dear”.

Dette er en protest-plade, og Bemis er langt mere selvbevidst end selvledende denne gang. Say Anything har altid været en hård pille at sluge for mange, men med “Anarchy, My Dear” beviser Say Anything, at de har langt mere end bare én svensknøgle i værktøjskassen. Idéen og konceptet bag “Anarchy, My Dear” er at forsøge på at skabe kontakt til det første studiealbum “…Is A Real Boy”, men denne gang angribe emner som misbrug, afhændelse og anarkisme på en mere sofistikeret måde, dog med et forsøg på ikke, at sammenligne de to. Og for Max’ at fortælle hvad anarki betyder for ham.

Nummeret “Admit It Again” vil glæde de mangeårige fans,(som en referance til “Admit It!!!” fra “…Is A Real Boy”), da den endnu engang besøger Max’ foragt for hipsterkulturen med følelsen af håbløshed i dens levering.

“Admit It Again” er klart pladens bedste spiller, mens numre som “Sleep”, “So Good” og “Overbiter” vakler lidt ubehjælpeligt rundt og er tilstrækkeligt progressive pop/punk numre. Og det er også her, at filmen knækker…

For, for at se hvorfor “Anarchy, My Dear” er et tvetydigt fejlslag, skal man kigge på hvad det var, der netop gjorde “…Is A Real Boy” et af de albums, som synes at være noget, der aldrig kunne have blevet lavet hvis ikke under de præcise forhold som det var. Dens musik, der så overnaturligt afspejler dens skaber. Fyldt med stop-start-riffs og taktarter, der ændrede sig nærmest skizofrent hvilket gav lyden en paranoid drejning med alle dets elementer proppet sammen nærmest tilfældigt. Det gav en følelse af, at Bemis, trods hans mentale helbred, var i stand til at fokusere alle sine kræfter i at give “…Is A Real Boy” evnen til at bestå.

Så det giver mening, at man efter 8 år igen vil besøge sit udgangspunkt, hvilket også vises i, at man har valgt Tim O’Hier som producer, da han også stod bag “…Is A Real Boy”. Men hvor Real Boy var en selvbeskrevet punk rock musical
er “Anarchy, My Dear” mere en spøgelsesbilist, der forsøger at undskylde sig, og det ender uundgåeligt i en sammenligning af de to. Det hele stopper brat med en akavet og småpinlig følelse, når slutteren “The Stephen Hawking” anslår den sidste takt,  og dermed også markerer slutningen på albummet. Trods et bemærkelsesværdigt navn, lyder “The Stephen Hawking” mere som noget mid-age U2, og hvor punken er deri, er et godt spørgsmål.

Du kan selvfølgelig ikke tage guldkornene som “Admit It Again”, “Burn A Miracle”, “Say Anything”, “Night’s Song” og “Peace Out” fra Anarchy da det er de få sange på albummet, som egentlig har fattet pointen, som stadig dufter lidt af krudtresterne fra punkens ivrige slagmark. Det er som om, at der kun er få numre, som hører hjemme på Anarchy, og hos resten af produceringen
er det kun Max’ tekster, man kan finde anarkismen i.

Er du stor Say Anything fan gør du klogt i ikke at sammenligne “Anarchy, My Dear” med nogle af de tidligere udgivelser, men mere en fortælling om en mand, som efter mange års elendighed endelig har fundet sit sted.

Scenen er oplyst i rødt lys, og da klokken slår 21 tier ventemusikken langt om længe.

I Got You On Tape går på scenen i behersket stil, hvor Jacob Bellens (vokal) præsenterer bandet helt uformelt med et kort: ’’Vi hedder I Got You on Tape.’’
Badet i rødt lys lægger de ud med en yderst veloplagt og tight version af det seneste hit ’’Church of the Real’’ fra bandets nyeste album af samme navn. Fra første tone går Jacob Bellens karakteristiske røst lige i hjertet. Det bankende tempo fortsættes på ’’Run From the Rain’’ og ’’Truth and Solitude’’ fra deres nyeste album, der præges af et langt lysere lydbillede set i forhold til den intrikate forgænger Spinning for the Cause. Der er ikke så meget snak, bare habilt leveret og stramtspillet musik.

’’There’s a room where we can go, there’s a place I can take you to’’ synges der, og vi håber inderligt det snart sker. Helt ramt virker folkemængden endnu ikke, og ved at have foretaget en smule baggrundsresearch fremgår det tydeligt, at I Got You On Tapes koncerter er kendt for at kunne tage en ‘’derhen’’.

Så udskiftes det røde lys med et iskoldt lyseblåt lys, og derefter præsenteres et af bandets foregående hits, Ace in the Hole. Stemningen skifter, og det komplekse lydbillede folder sig for alvor ud for publikums ører, og endelig føles det som om, at I Got You On Tape bringer sindet ’’derhen’’, som det før ønskedes. Stemningen og universet i deres musik kom endelig til sin fulde magt, og med det når koncerten et niveau, der grænser til det fænomenale. Det komplekse lydbillede fortsætter et par numre endnu, lige tidsnok til at publikum bliver uopmærksomme på grund af den tunge lyd. Aftens setliste var bygget så godt op, at kombinationen af sangene fra deres relativt store repertoire gav en fantastisk dynamik i koncerten. I Got You on Tape formåede at dvæle i en bestemt stemning tilpas længe, for derefter at skifte over i en helt anden boldgade. Det samme gjorde sig gældende igen, hvor sangen Stereos rytmer hankede op i publikum og lagde op til dans. Og danset blev der!

At skabe så stærkt et udtryk som I Got You On Tape formår, er en bedrift i sig selv. Enkeltheden og kompleksiteten arbejder sammen og går op i en højere enhed. Den måde bandet hviler i sig selv og sin dygtighed er skønt at se på, så skønt at der ikke behøves noget andet. Hvilket der heller ikke var sørget for. Koncerten blev spillet uden bagtæpper og andet gejl, kun et enkelt farvet lys der understregede stemningen.

Højdepunktet var uden tvivl gennembrudshittet Spinning for the Cause, der ramte i hjertekulen som et klart lyn fra en mørk himmel, og rev hele fremmødet på Gimle væk til en fjern verden i det, der lod til at være et af de sidste numre at give sig hen til. Allerede 2 sange senere gik I Got You on Tape af scenen, efter godt en times spilletid.

Blandt publikum bredte en undren sig: ’’Hvad med Somersault?’’. Deres mumlen blev afbrudt af, at bandet indtog scenen en sidste gang for at give et par obligatoriske ekstranumre. Belysningen blev skruet ned i endnu dunklere toner, og som en enorm, bombastisk mur af natsort lyd ramte Cabaret, et nummer fra Spinning for the Cause. Koncerten blev afsluttet ganske udmærket med nummeret Somersault, der fik de fremmødte til at svaje i en salig takt, dog endte koncerten lidt fladt. For den største forløsning havde en skæring som Wedding Song været mere passende til at lukke og slukke. Generelt ville det havde været en fornøjelse at opleve et længere set end 13 sange, da bandet har mere end rigeligt materiale at hive ud af ærmet.

Samlet set overraskede I Got You on Tape stort, og som førnævnt imponerede koncertens opbygning. Hele leveringen, og den ekstreme præcision bandet formåede at spille med, kombineret med deres samtidig afslappede fremtoning satte spor hos andre end jeg.  Hvis de publikumsreaktioner jeg har udledt skulle slås sammen til et budskab, ville det nok lyde således: ’’Jeg er hverken musisk eller noget i den dur, men det er tydeligt for alle og enhver at I Got You on Tape er fænomenale musikere, og virkelig har noget specielt at byde på.’’ Det kan man kun erklære sig enig i.

Setliste:

1. Church of the Real
2. Run from the Rain
3. Truth and Solitude
4. Ace in the Hole
5. Song for Euros
6. Back from the Dead
7. TNT
8. Stereo
9. Spinning for the Cause
10. Bird on the Wire
11. Beneath a Cloud

-

Cabaret
Somersault

Nummeret bliver præsenteret i form af en sort/hvid og rock’n’roll inspirereret musikvideo, der bliver åbnet med ord fra den Californiske KROQ radiostation.

Se musikvideoen og hør nummeret 

Blurs koncerter blev i 2009 udsolgt på få minutter, så mon ikke denne offentliggørelse vil sætte et ekstra skub i Skanderborg Festivals billetsalg?

I sidste uge blev et andet stort navn føjet til festivalplakaten; White Lies, det britiske band, der har opnået en nærmest Suede-agtig status i Danmark, gæster også festivalen i bøgeskoven. Sidst White Lies besøgte Danmark var for ikke så længe siden, hvor de spillede for et komplet udsolgt Horsens Teater. White Lies har altid haft en speciel føling med det danske publikum, og koncerten på Skanderborg bliver deres 8. koncert på blot små 3 år.

Sammen med White Lies, blev den svenske sangerinde Veronica Maggio tilføjet til årets program. Hun er bl.a. kendt for hits såsom Måndagsbarn og Jag Kommer

Netop nu ser årets musikprogram for Skanderborg Festival således ud:

Blur

White Lies

Veronica Maggio

Azealia Banks

Kent

Mike and the Mechanics

De Eneste To

Burhan G

Tim Christensen and the Damn Crystals

Mads Langer

Aura

Medina

Rasmus Seebach

Suspekt

F.U.K.T

Tue West

Ulige Numre

Fler Farver

Kidd

Fallulah

Magtens Korridorer

Freja Loeb

Clemens

Sanne Salomonsen

Spleen United

Xander og Ankerstjerne

Cody

Bumsestilen

The Storm

TV-2

Pato Siebenhaar

The Powls

Snow Patrol, der forresten spiller koncert i Falconer Salen i København i morgen, d. 22. februar, lægger igen vejen forbi Danmark i forbindelse med Northside Festival. Bandet var sidst i Danmark med Foals som opvarmning tilbage i 2010, hvor de modtog middelgode anmeldelser for deres koncert.
Det skotske band brød for alvor igennem i 2003 med deres 3. album, Final Straw, og er netop nu albumaktuelle med Fallen Empires, der blev udgivet i efteråret 2011.

Bat for Lashes, med det civile navn Natasja Khan, har hittet med numre som bl.a. Daniel, og står bag to anmelderroste studiealbums.

Northsides program består netop nu af:

The Asteroids Galaxy Tour

Bat For Lashes

Choir of Young Believers

Dúné

Garbage

James Blake

Justice

Kasabian

Kashmir: Performing The Good Life

The Kooks

Malk de Koijn

Marina and the Diamonds

Mumford and Sons

Noah and the Whale

Oh Land

Snow Patrol

The Stone Roses

The xx

Turboweekend

When Saints Go Machine