Blurs koncerter blev i 2009 udsolgt på få minutter, så mon ikke denne offentliggørelse vil sætte et ekstra skub i Skanderborg Festivals billetsalg?

I sidste uge blev et andet stort navn føjet til festivalplakaten; White Lies, det britiske band, der har opnået en nærmest Suede-agtig status i Danmark, gæster også festivalen i bøgeskoven. Sidst White Lies besøgte Danmark var for ikke så længe siden, hvor de spillede for et komplet udsolgt Horsens Teater. White Lies har altid haft en speciel føling med det danske publikum, og koncerten på Skanderborg bliver deres 8. koncert på blot små 3 år.

Sammen med White Lies, blev den svenske sangerinde Veronica Maggio tilføjet til årets program. Hun er bl.a. kendt for hits såsom Måndagsbarn og Jag Kommer

Netop nu ser årets musikprogram for Skanderborg Festival således ud:

Blur

White Lies

Veronica Maggio

Azealia Banks

Kent

Mike and the Mechanics

De Eneste To

Burhan G

Tim Christensen and the Damn Crystals

Mads Langer

Aura

Medina

Rasmus Seebach

Suspekt

F.U.K.T

Tue West

Ulige Numre

Fler Farver

Kidd

Fallulah

Magtens Korridorer

Freja Loeb

Clemens

Sanne Salomonsen

Spleen United

Xander og Ankerstjerne

Cody

Bumsestilen

The Storm

TV-2

Pato Siebenhaar

The Powls

Snow Patrol, der forresten spiller koncert i Falconer Salen i København i morgen, d. 22. februar, lægger igen vejen forbi Danmark i forbindelse med Northside Festival. Bandet var sidst i Danmark med Foals som opvarmning tilbage i 2010, hvor de modtog middelgode anmeldelser for deres koncert.
Det skotske band brød for alvor igennem i 2003 med deres 3. album, Final Straw, og er netop nu albumaktuelle med Fallen Empires, der blev udgivet i efteråret 2011.

Bat for Lashes, med det civile navn Natasja Khan, har hittet med numre som bl.a. Daniel, og står bag to anmelderroste studiealbums.

Northsides program består netop nu af:

The Asteroids Galaxy Tour

Bat For Lashes

Choir of Young Believers

Dúné

Garbage

James Blake

Justice

Kasabian

Kashmir: Performing The Good Life

The Kooks

Malk de Koijn

Marina and the Diamonds

Mumford and Sons

Noah and the Whale

Oh Land

Snow Patrol

The Stone Roses

The xx

Turboweekend

When Saints Go Machine

Rory Records kommer til at bruge kræfter med den excentriske musik, der har et bredt appel, og har i forbindelse med dets opstandelse allerede signet med det første band – TALLHART, (tidligere kendt som Marksmen) som er en spændende indie kvartet fra Tampa, FL.
Samarbejdet mellem Rory Records og TALLHART skal resultere i udgivelsen af en EP d. 6 marts 2012.

Max Bemis, som beskriver TALLHART som et brillant ungt band, der kombinerer de bedste elementer fra tidlig U2, Manchester Orchestra og et ungt Pearl Jam.

Høje af jovialitet bød IGNUG på en hyggelig aften præget af intimitet og socialitet for familie, venner og bekendte. Med gruppens kommende EP flydende ud af højttalerne lagde det grundlaget til den rette stemning. De fire medlemmer i IGNUG vartede op om deres gæster i form af hjemmelavet sofistikeret mad og drikkevarer.  Intet manglede da gruppen senere på aftenen stod frem for, at præsentere EP’en, og takkede de fremmødte for deres år lange støtte. Tæt sammenpakket stod folk og lyttede til gruppens ord, som blev besvaret med bifald, pift og tilråb.

Oplev IGNUG live fredag d. 20. april når de gæster Lille Vega.
Køb din billet her

De 4 medlemmer i IGNUG er kendte for, at levere energiske shows og vække publikums begejstring. Med en karismatisk forsanger med vokaler af klang, der er blevet sammenlignet med Prince, er IGNUG, med deres ørehængende elektroniske funk, helt klart oplevelsen værd!

Træer fældes, fisk fanges og kemikalier spildes. Problemerne kender vi. Sagen er den, at det går den forkerte vej – og det vedkommer netop os alle, også Greenpeace. Laver man ikke tingene i dag, har man mere for i morgen. Og måske er i morgen for sent. Derfor er der stærkt brug for flere, der melder sig ind i kampen for miljøet, hvilket Green Revolution nu muligvis baner vejen for.

”Her har man muligheden for at møde os, i stedet for at se og høre om os. Det er vigtigt, at være imødekommende – og sagen er jo ikke til at tage fejl af.” fortæller Anne Sophie Gøllnitz, gruppekontakt i Greenpeace Aalborg, der står bag initiativet.

Greenpeace skriver følgende: ”Aftenen byder på happy jazz, pirat og bølgeskvulp – og afsluttes med et balkanbrag.”

Om musikken fortæller Anne Sophie: ”Generelt kan man sige om valget af de forskellige bands, at de er festlige, alle kan høre det, og, at man ikke kan undgå at blive glad i hovedet af det.”

Green Revolution løber af stablen allerede den 24. februar, men der er også plads til dig! Læs mere om festivalen og de optrædende her.

Navne som Turboweekend og The Floor is Made of Lava har tidligere spillet på ROLINU! og i år kommer bl.a. Nabiha, Raunchy, Ulige Numre og Freja Loeb til at stå på netop denne scene.

Skive Festivals program består pt. af:

Calvin Harris (SCO)

Robyn (SE)

Kidd (Nicholas Westwood) (DK)

TV-2 (DK)

Tim Christensen and the Damn Crystals (DK)

Wafande (DK)

Magtens Korridorer (DK)

Ulige Numre (DK)

Raunchy (DK)

Nabiha (DK)

Freja Loeb (DK)

Rasmus Seebach (DK)

Medina (DK)

Suspekt (DK)

Aura (DK)

Johnny Madsen (DK)

Malk de Koijn (DK)

Hvordan det endelige program ender ud, bliver spændende at se, da Skive Festival de seneste to år har varieret meget i deres bookning og mængden af udenlandske navne.

Det er et spørgsmål der meget hurtigt bliver besvaret på NOUS. For væk er de lange, smukke, crescendobaserede kompositioner som bandet i sin tid blev anerkendt for. Lis Er Stille anno 2012 er en hel anden størrelsesorden – så meget er klart umiddelbart efter introduktionsnummeret 8 rinder ud. Dette er ikke længere et kunstnerisk foretagende ledet af forsanger og pianist, Martin Byrialsen, og hans imponerende stemme. Nej, dette er et rock band. Et band med energi, flair og talent. Set i sammenhæng med The Collibro er udviklingen helt naturlig. NOUS er mere eller mindre hvad The Collibro skulle have været. På trods af der ingen korte sange er at finde (de 7 sange varer sammenlagt 45 minutter, den korteste af dem er godt og vel 6 minutter lang), så er der enormt meget variation. De fleste af pladens sange bevæger sig igennem flere forskellige bevægelser i typisk prog-rock facon. At sammenligne Lis Er Stille med bands som Mogwai er ikke længere fyldestgørende; musikken på NOUS er tættere knyttet til Pink Floyd, Oceansize og Muse.

Men ikke nok med det, så er det også næsten umuligt at finde fejl og mangler på NOUS. Det enorme stilskift har gjort at sangene er langt mere opfindsomme og interessante end nærmest alt andet bandet tidligere har udgivet i deres karriere. Det store fokus på kompliceret trommespil, akavede rytmer og en utroligt medrivende leg med dissonans er forfriskende at høre; og det er i den sidste ende også det der gør at pladen har så meget appeal. Om det er små detaljer som den totalt ulogiske (men helt igennem brilliante) basgang på Epitome , det pludselige acapella break i Torchers, de nærmest Pink Floyd lignende toner på The Bail eller større ting som den den black metal inspirerede afslutning på Reap; så er alle sangene spækket med lækre detaljer der hænger ved. Lis Er Stille har i denne omgang også forsøgt sig med en dansksproget sang; den næsten 8 minutter lange ballade Myte er desuden også det tætteste vi kommer på post-rock på hele pladen. Det er et flot nummer der fungerer som en elegant overgang mellem de tidligere tunge sange og de senere kaotiske sange.
Den tekniske side holder præcist som man ville forvente; der er intet at sætte en finger på hvad angår den instrumentale side af pladen og Martin Byrialsens vokal er som altid vidtspændende, teatralsk og dramatisk. Alt dette holdes sammen af yderst kompetent lydproduktion; trommerne slår igennem mixet med en ufattelig energi og bassen lyder fantastisk; specielt sammenlignet med den noget mudrede lydoplevelse på The Collibro.

For at gøre en lang historie kort, så er NOUS ikke kun et utroligt velkomponeret album; det er også det bedste album i Lis Er Stilles karriere og et af de mest interessante danske rock albums siden Kellermensch udsendte deres debut for tre år siden. Det er derfor jeg ikke tøver med at gætte på at dette bliver et af årets store danske udgivelser. NOUS er et helt igennem fantastisk album der forsøger at gøre en masse ting på én gang – og på mirakuløs vis gør det på overbevisende facon. Om NOUS bliver Lis Er Stilles store gennembrud vil kun tiden vise, men om ikke andet, så cementerer pladen bandets position som det mest undervurderede band på den danske musikscene.

’’Vi har haft 11 fantastiske år sammen. Personligt har jeg spillet nonstop med Simon siden 1997, og vi startede bandet sammen i 2001. Jeg takker min ven af hele mit hjerte for alle de gode år og oplevelser, vi har haft sammen. Vi ønsker ham alle det bedste for fremtiden og ser frem til at dele en øl eller to med ham til sommer.’’

For tiden arbejder gruppen på nyt materiale, og vi må håbe at på trods af eventuelle kontroverser, at de vil være i stand til at fuldføre deres 3. studiealbum, der gerne skulle udkomme i løbet af året.

Nelson Can – Nelson Can

Nelson Can har eksisteret siden 2011, samarbejdet mellem de tre piger strækker sig dog længere tilbage. De udgav sammen albummet ‘Of Doom’ i 2007 under det finurlige bandnavn ‘Niels På Dåse’. Efter et brud er pigerne nu sammen igen med deres debut-EP som Nelson Can.

For at lave en Nelson Can tærte skal du blande musikken af The White Stripes med noget Fallulah. Tilsæt derefter noget mere garage-rock, indie og for at give det karakter: et æble. Rør rundt med gentagende bevægelser – det gør ikke noget hvis det klumper lidt. Derefter bager du det i ovnen på høj volumen for at give den en lækker sprød skorpe. Smagen vil fremkomme sur og sød på samme tid. På grund af sin tørre smag går æbletærten godt med en kold og gerne berusende drik.

En snusket bas indleder EP’ens første nummer, Apple Pie, hvorefter en vibrerende fløjten og kraftig sang udvider det monotone anslag med klare og klanglige tilføjelser. EP’ens andre numre bekræfter et sammenhængende mønster, der i sin enkelthed betoner rå simplicitet med fremtræden bas fundament. En hensigtsmæssig upoleret sound tilføjer musikken en klassisk vintage-stil, hvilket fungerer godt med de rockede vokalstemmer.

Nelson Can er et band med charme, selvtillid og attitude, men dette korrigerer ikke for den monotone lyd. Musikken ansporer momentum, men løfter sig ikke fra overfladen, og bevæger sig ikke udenfor den fastlagte stilart. Det skal dog stadig klargøres at ‘Nelson Can’ stadig fortjener op til flere serveringer på grund af sin delikate tekstur.

Bedømmelse: 

The Freudian Slip – Fashion/Technology

EP’en ‘Fashion/Technology’ vidner om et tæt sammenspil mellem to vante musikere.

Kun to mand udgør enheden i duoen The Freudian Slip. Trommeslager Mikkel Benn har i ledtog med guitarist og vokalist Noah Rosanes skabt en ny EP med tilnavnet ‘Fashion/Technology’. Tomands konstellationen har arbejdet meget med elektronisk musik, men formår stadig at holde materialet 100% analog – både live og i studiet.

EPen anfægter i at fange lytterens opmærksomhed med nummeret ‘Listen!’ Med dette nummer introduceres albummets sound, som består af en fusion mellem grungerocken og inspiration hentet fra det elektroniske lydunivers. Lyden dannes omkring en forvrænget guitar med tilførte effekter.

Titelnummeret ‘Fashion/Technology’ leverer et tight beat med gentagene melodiske fraser, og en vokal, som i omkvædet tilsmudses med et lag autotune. Det vides ikke, om denne synlige syntetiske manipulation var hensigsmæssig. Det skaber en stærk kontrast til den tunge bund af forvrænget guitarspil, hvilket frarøver nummeret sin råhed.

‘Why Don’t You Kill My Friends’ leverer et stramt groove med en sprød frasering, og er pladens mest slagkraftige nummer. Den entydige struktur af gentagende instrumentale opbremsninger er tungt og energisk, men efter et gentaget mønster af melodi og breaks savnes et længere fastsat riff. Dette ønske bliver først opfyldt i det senere vekselstykke.

EP’en ‘Fashion/Technology’ vidner om et tæt sammenspil mellem to vante musikere.

Dette er i sig selv imponerende, men berettiger ikke den, til tider, rodede sound. Duoen skal dog roses for at kunne skabe en stor lyd ved hjælp af få redskaber.

Bedømmelse: 

Echo Me – Love X Music

Echo Me tager strømmen af guitaren, og fortolker musik skrevet af duoen The Freudian Slip på sin egen saglige måde.

Solisten Echo Me (Jesper Madsen) tager strømmen af guitaren, og fortolker musik skrevet af duoen The Freudian Slip på sin egen saglige måde. Echo Me har tidligere ageret opvarmning for The Freudian Slip’s teater-koncert, hvor han valgte at lave nye versioner af duoens sange. Denne grundide har spiret sig til EP’en ‘Love X Music’.

Musikken er ren akustisk, og blot fra denne kendsgerning, kan det konkluderes, at nogle blødere nuancer er i vente. I bedste sing-a-song stil er sangene arrangeret med minimalistiske udtryk, som prikker til musikken. Dette gør den auditive oplevelse langt mere nærværende og personlig.

Første nummer ‘I Don’t Care Anymore’ består af simpelt guitarspil med tilhørende klaverspil, der indbyder med lange klangfulde tonesammensætninger i baggrunden, hvilket tilføjer musikken behagelige klangnuancer. Vokalen varierer mellem lys falsæt, ru sang og let fløjteri.

Den akustiske guitar indgår i alle sangende, og er deraf et dominerende element. Den ressonante lyd gør sig godt med vokalen, men er stadig for gennemgående. Denne ensartethed bliver reddet af en dynamisk vokal, som for alvor kommer til udtryk på albummets sidste nummer, ‘!!!’.  Echo Me’s fortolkninger er forførende og drømmende, hvilket skaber en jordnær oplevelse af de ellers så hårde musikstykker.

Bedømmelse: